Det umenneskelige menneske

Blev vred idag. Blev faktisk så forbandet vred, at mit hjerte gik i ikke mindre end tusind stykker. Et billede af et lille barn med tophue på, der bliver trukket livløst op fra havet.

Han var ikke alene. 700 mænd, kvinder og børn mistede livet. Havet blev deres grav i jagten på et bedre liv i fred, uden krig og angst.

Tanken om, at skulle sætte sin lid til menneskesmuglere, der kun tænker på ussel mammon og ikke sikkerhed for de, der lægger deres liv i deres hænder, finder jeg fuldstændig ubærlig. Tænk, at være så angst, så bange, at man må flygte for at sikre sig selv og sine børn en bedre fremtid. Tænk, at blive stuvet sammen som en flok dyr på et fartøj, der på ingen måde er designet til at fragte så mange mennesker. Tænk, at flygte i ly af mørke, aflevere alle sine ejendele, forlade sit hjem og begive sig ud på en usikker færd i håbet om noget bedre. Tænk, at opleve, at den smule håb man har i hjertet, bliver vendt til mørk og dyster frygt, når vandet begynder at sive ind i båden. Tænk, at høre de paniske skrig, fra de mange hundrede mennesker der omgiver en, mens man krampagtig holder fast i sin lille to-årige søns hånd, og forsøger, at berolige ham med vuggevisen, der tidligere fik ham til at falde til ro. Tænk, at mærke den lille hånd give slip, blive trukket væk, mens man panisk griber ud i intet i det kolde vand. Tænk, at høre sit barns hjerteskærende skrig, før vandet fylder hans mund, lunger og lille krop med vand, så skriget bliver kvalt, forvandlet til bobler, forvandlet til ingenting, mens man selv mærker, hvordan livet ebber ud.

Se, det er der nogle såkaldte mennesker, som finder ganske fortrinligt! "Så er der 700 færre munde at mætte i Europa", siger de, og laver jokes om hajer og andet godt fra havet, som nød godt af tragedien.

Og så er det jeg bliver vred. Ikke bare almindelig vred, men fuldstændig afsindig rasende! Så rasende, at jeg får lyst til at skrige det ud i mørket.

Hvordan kan man kalde sig selv mor, far, onkel, søn, datter eller sågar menneske, hvis man kan tiljuble en sådan tragedie! Og her er det Jesus lige må stå mig bi, for var det ikke noget med, at dele brød, at dele vin, at dele kærlighed? At give de ly, der har brug for det?

Et hadets tæppe er trukket op over Europa. Et tæppe der kvæler enhver medmenneskelig gnist. Et tæppe der får os til at tiljuble uskyldiges død. Et tæppe, der får os til at lukke os sammen i vores nynazistiske og asociale sammenhold, som CV Jørgensen, så smukt udtrykte det.

At kalde sig menneske og hade andre mennesker så meget, gør en til et UMENNESKE!

"Dansen om tyrekalven" eller "Fri os fra systemerne!"

Jeg er træt af systemer! Systemer, der begrænser min faglige stolthed, gør det hele rigidt og stift, og ikke tilgodeser den, det egentlig burde - nemlig mennesket.

Jeg er træt af systemer udtænkt af kloge folk, for det må de jo være efter alle de fine titler at dømme, men som aldrig har stået i felten. Aldrig har været på gulvet, og derfor ikke har den egentlige forståelse for, hvad jeg som sygeplejerske, læge, skolelærer eller anden fagprofessionel egentlig har brug for, for at kunne udføre et godt stykke håndværk. For det er håndværk, når vi arbejder med mennesker. Det kan vi på ingen måde proppe ind i et Excel ark, selv om nogle så gerne vil. For tal er magt - og tal er jo sandheden!

Eller er de? Giver 2 + 2 altid 4 - er alt ikke relativt, og kan der ikke gemme sig noget smukt, fantastisk og enestående, hvis det pludselig gav 5 eller 3.7 eller... Ja, måske endda B!

Hvorfor skal tal være sandheden? Hvorfor er det altid kvantiteten der vinder over kvaliteten? Hvorfor skal vi stille os tilfredse med lavest acceptable serviceniveau? Hvorfor kan vi ikke stile højere? Jamen, for pokker - lad os være rumrejsende pionerer, og lad os stile mod stjernerne!

Vi kunne skabe et velfærdssamfundet i verdensklasse, hvis vi ikke stirrede os så blinde på svigefulde tal og utilregnelige grafer. Hvis vi troede på, at de mennesker vi uddannede til netop at tage vare på vores børn, vores ældre, vores syge, vores svage, ja endda dig og mig, faktisk havde svarene. Og det endda uden at statskassen gik bankerot eller Billy på Strandvejen ikke havde råd til sin dyre hverdags rødvin.

Vi kunne jo begynde med, at se på, hvor meget vi egentlig kunne spare på ikke hele tiden at hyre konsulentfirmaer, som efterhånden er blevet ophøjet til at være alvidende guder og gudinder. Jeg kunne endda være så fræk, at sammenligne det offentliges brug af konsulentfirmaer, som dansen om den gyldne tyrekalv - men det skal jeg nok lade være med.

Tilbage til systemerne... De rigide, kedelige, ufleksible, devaluerende systemer, som gang på gang spænder ben for, at vi skal få lov til at slå vores egen hjerne til. Autonomi er efterhånden blevet et fyord og ganske politisk ukorrekt.

"Kom du til at tænke selv? Puh, skam dig! Det er jo en helt katastrofe, for hvad skal vi så med alle de konsulenter og andre meget dygtige folk i høje stilletter og med meget stort hår?

Det værste er, at systemer har det med at blive ændret hele tiden. Før man ved af det, er man tvunget ind i et nyt system, som er endnu mere rigidt og tidskrævende.

"Når der kommer nyt, stirrer jeg ud af vinduet et øjeblik, og håber på, at det så er gået væk!"

Og det er det sandsynligvis, for systemer skifter hurtigere end realitystjerner skifter partnere!

Medmenneskelighed kan man ikke læse sig til!

Hvis der er noget, der kan gøre mig rigtig vred og få mit ellers lave blodtryk til at stige, så er det politik. Som sådan har jeg i bund og grund ikke noget imod politik, men jeg har noget imod måden det til tider forvaltes på.

Kendispartier fyldt af nikkedukker, der aldrig har oplevet livets økonomiske skyggeside. Der, hvor valget gang på gang står mellem penge til ordentlig, sundt mad og et par gummistøvler til yngstemanden. Der, hvor man kalder pasta med tomatpure for et uovertruffent måltid, mens man selv kun tager en lille portion, så man er sikker på, at der er nok til resten i familien. Der, hvor man gruer for hver børnefødselsdage, højtider, ferie og andre festligheder, som indebærer, at man må finde på en eller anden dårlig undskyldning, for at lille Peter ikke skiller sig ud. Der, hvor man tænker, om den kærlighed man giver sine børn, på nogen måde kan gøre op for det økonomiske afsavn ens børn lider i forhold til de andre... Der, hvor man gør alskens overspringshandlinger, for ikke at åbne postkassen, hvor de næste rudekuverter sandsynligvis gør klar til at angribe en. Der, hvor man blot forsøger at overleve.

De partier, der taler om lavere overførselsindkomster, lavere mindsteløn, lavere alt muligt - på nær de velbefordredes ve og vel. De partier der gang på gang får samfundets svageste til at fremstå som nassere, dovne hunde og asociale individer, der ikke vil bidrage til fællesskabet, mens de selv svælger i bilagsrod, jetsetrejser, dyr rødvin og privatsekretærer. Syndebuksmentaliteten længe leve!

Hvordan skal man nogensinde formå, at kravle op fra afgrunden, hvis man ikke møder en udstrakt hånd, en velvilje og en tro på, at man er et menneske, på trods af de vanskeligheder og den modgang livet nu engang har kastet efter en.

Hvordan kan politikere, der for de flestes vedkommende aldrig har været på arbejdsmarkedet - udover et studiejob, udtale sig om, hvordan, hvorfor og hvor længe vi skal arbejde? Meget kan man læse i bøger, men værdien af et menneskeliv, almindelig god pli og forståelse, er ikke noget man finder i de støvede lærebøger!

Gud, hvor jeg hader hatte!

Ja-hatte, nej-hatte og nu ved Gud også Pippi-hatte. Der er ikke den hat, man efterhånden ikke har forsøgt, at krænge ned over mit alt for store hovede.

Jeg har ikke hattehovede, og tror aldrig nogensinde, at jeg får det!

Jeg er ved at være dødtræt af, at hver gang man stiller sig kritisk an, så får man at vide, at man bør tage ja-hatten på, se positivt på det hele, og måske endda gå så vidt, som til at tage Pippi-hatten på, så man virkelig viser sin entusiasme...

"Jamen, når du tager Pippi-hatten på, så signalerer du jo, at det her har du ikke prøvet før, så det skal du nok klare!"

Gud fri mig vel!

Hvem pokker er den modediktator, der har besluttet, at vi nu alle skal bære hatte, upåagtet af vore egne meninger, holdninger og kritiske sans?

"Nu er du jo en nej-hat!"

Er jeg? Jamen, så er du en vendekåbe, en tøffelhelt og alle mulige andre mere eller mindre brugbare beklædningsgenstande samlet i et! Det må jo gøre dig til et garderobeskab!

Det er som om, det er blevet tabu at sige nej, at sige fra og stille sig kritisk an. Ingen gider jo rende rundt med en nej-hat på hovedet, for alle kan jo se, at man så har meldt sig ud af fællesskabet. Nej-hatten er ikke en type, man gider blive set med eller spilde sin tid på. Som et brændemærke viser nej-hatten, at man er imod fornyelser, nye tiltag og imod det positive fællesskab med lyserøde skyer og flyvende elefanter!

Hvis du stod i 10 meters højde, og fik besked på at springe ud i frit fald, ville du så gøre det? Nej, vel, for du ved jo udmærket godt, at et fald fra den højde med al sandsynlighed ville betyde den visse død. Det er når du står her, at folk ofte kommer rendende med deres Pippi-hatte.
 "Jamen, det har du jo ikke prøvet før, så det kan du jo sagtens klare!" siger de, mens de presser hatten ned over hovedet på dig. Men hatten frelser dig ikke fra noget som helst. Den afbøder måske en lille del af styrtet, men også kun en lille del. Så vi kan vil godt blive enige om, at det ville være fuldstændig Galimatias at iføre sig denne beklædningsgenstand? Ja, faktisk var det  overordentlig dumt overhovedet at begive sig op i 10 meters højde uden sikkerhedsline.

I stedet for at kunne argumentere sagligt i en diskussion, finder modparten altid en eller anden slags hat i baglommen, som han med blod, sved og tårer forsøger at presse ned over dit hovede. Blot fordi, du er uenig.

Vi lever i enighedens tid. Ja-hatten medfører, at vi render rundt som lemminger i en uendelig rus af positivisme. Den skygger for alt det, der ikke fungerer.

Nå, besparelser siger du? Jamen, så tager jeg da bare ja-hatten på, og så går det nok altsammen. Så længe jeg har den hat på, betyder det jo ikke noget, om besparelserne rammer patienterne. Hvis de brokker sig, får de fluks udleveret en nej-hat, og så går det nok altsammen...

Nej! Jeg gider ikke tage nogen som helst beklædningsgenstand på! Det er jo fuldstændig Kejserens Nye Klæder! Tværtimod stemmer jeg for, at vi smider tøjet, at vi viser, hvilke holdninger og værdier vi egentlig indeholder, men også tør vise, hvor vi eller systemet har mangler!

Tidspoliti - hvor pokker er I?

 Hvem har hugget timerne?

37 år, fuldtidsarbejde, mand, børn, hunde og hus...
Egentlig burde det jo være opskriften på lykke, og jeg burde jo egentlig ikke rende rundt og være så skide sur hele tiden!

Men det er jeg! Og helt alene er jeg ikke om dette frådende raseri og utilfredshed. Undersøgelser viser, at vi kvinder mellem 30 og 39 år er de mest utilfredse.

Og hvorfor så egentlig det?

Det vil jeg forsøge, at dykke længere ned i, og jeg har jo efterhånden en del års erfaring udi kunsten at være tvær. Ja, faktisk er der kun 3 år til, at glæden, tilfredsheden og overskuddet atter vil indfinde sig. Hvis man altså skal tro undersøgelserne...

Er der blot tale om en præmatur midtvejskrise eller handler det i bund og grund om, at jeg lige pludselig må indse, at jeg nok aldrig kommer til at leve op til mine egne forventninger om fantastisk, overskudsagtig mor med perfekt hjem, perfekt make-up og kridhvide tænder.

Jeg er en total underskudsagtig mor, der lige pludselig må indse, at de forbandede rynker er blevet dybere og knap nok kan skjules af dyr indkøbt concealer, selv om produktet lovede det. At besøgene hos frisøren bliver oftere og oftere. Nu får jeg ikke kun farvet håret for sjov, men i ramme alvor i den ulige kamp mod de grå hår, der ubehændigt titter frem i mine mørke lokker. At jeg lige pludselig finder ud af, at en kalender er livsnødvendigt, hvis ikke man vil fremstå, som en totalt utjekket mor, der igen glemmer et af de utallige arrangementer på ungernes skole! At hvis jeg vil have et totalt rent og skinnende Bo Bedre hjem, så må jeg sige mit job op, for at planlægge strategisk slagplan mod nullermændenes fremhersken overalt i mit lille hjem. For hvor er timerne blevet af? Jeg mangler mindst to!

Det ville være så pokkers belejligt,bat skyde skylden på sommertiden, og guderne skal vide, at jeg føler det, som var set juleaften, når vi atter kan smide de møgbeskidte, vejrhærgede havemøbler tilbage i skuret.

Men nej. Desværre er det ikke så enkelt. Efter jeg fyldte 30, forsvandt der minimum to timer i mit døgn. Jeg lyver ikke - der er simpelthen to hele timer, der er forsvundet. Hver eneste dag! Hvis der fandtes tidspoliti ville jeg fluks fremsende en efterlysning. Hallo, Doctor Who! Hvor pokker er du, når man har brug for dig?

De to manglende timer gør, at jeg altid er bagefter. Med arbejdet, med maden, med rengøringen, med aftaler - ja, faktisk med alt, der vedrører tid! Jeg fatter ikke, hvordan noget som helst levende væsen er i stand til at kunne klarer alt det der kræves på 22 timer - inklusiv søvn! Eller, måske er jeg den eneste, der har opfattet, at universet har ædt de to timer.

Tid er egentlig noget mærkeligt noget. Da jeg var barn, gik tiden alt, alt for langsomt, og jeg kunne slet ikke vente på at blive voksen. Nu er jeg blevet voksen, og pludselig flyver tiden afsted! Jeg er endda nået så vidt, som til at overveje ikke at pille julepynten ned, for inden man får set sig om, er det jo bare Jul igen... For pokker, hvor ville jeg nogen gange ønske, st tiden stod stille. Bare et enkelt øjeblik. Bare lige så, jeg kan nå, at elske mine børn en lille smule bedre. Så jeg kan være i øjeblikket, lige nu, og mærke, at selv om jeg i bund og grund er en sur kælling, så kan jeg indimellem godt føle en lille flig af lykke...