Tidspoliti - hvor pokker er I?

 Hvem har hugget timerne?

37 år, fuldtidsarbejde, mand, børn, hunde og hus...
Egentlig burde det jo være opskriften på lykke, og jeg burde jo egentlig ikke rende rundt og være så skide sur hele tiden!

Men det er jeg! Og helt alene er jeg ikke om dette frådende raseri og utilfredshed. Undersøgelser viser, at vi kvinder mellem 30 og 39 år er de mest utilfredse.

Og hvorfor så egentlig det?

Det vil jeg forsøge, at dykke længere ned i, og jeg har jo efterhånden en del års erfaring udi kunsten at være tvær. Ja, faktisk er der kun 3 år til, at glæden, tilfredsheden og overskuddet atter vil indfinde sig. Hvis man altså skal tro undersøgelserne...

Er der blot tale om en præmatur midtvejskrise eller handler det i bund og grund om, at jeg lige pludselig må indse, at jeg nok aldrig kommer til at leve op til mine egne forventninger om fantastisk, overskudsagtig mor med perfekt hjem, perfekt make-up og kridhvide tænder.

Jeg er en total underskudsagtig mor, der lige pludselig må indse, at de forbandede rynker er blevet dybere og knap nok kan skjules af dyr indkøbt concealer, selv om produktet lovede det. At besøgene hos frisøren bliver oftere og oftere. Nu får jeg ikke kun farvet håret for sjov, men i ramme alvor i den ulige kamp mod de grå hår, der ubehændigt titter frem i mine mørke lokker. At jeg lige pludselig finder ud af, at en kalender er livsnødvendigt, hvis ikke man vil fremstå, som en totalt utjekket mor, der igen glemmer et af de utallige arrangementer på ungernes skole! At hvis jeg vil have et totalt rent og skinnende Bo Bedre hjem, så må jeg sige mit job op, for at planlægge strategisk slagplan mod nullermændenes fremhersken overalt i mit lille hjem. For hvor er timerne blevet af? Jeg mangler mindst to!

Det ville være så pokkers belejligt,bat skyde skylden på sommertiden, og guderne skal vide, at jeg føler det, som var set juleaften, når vi atter kan smide de møgbeskidte, vejrhærgede havemøbler tilbage i skuret.

Men nej. Desværre er det ikke så enkelt. Efter jeg fyldte 30, forsvandt der minimum to timer i mit døgn. Jeg lyver ikke - der er simpelthen to hele timer, der er forsvundet. Hver eneste dag! Hvis der fandtes tidspoliti ville jeg fluks fremsende en efterlysning. Hallo, Doctor Who! Hvor pokker er du, når man har brug for dig?

De to manglende timer gør, at jeg altid er bagefter. Med arbejdet, med maden, med rengøringen, med aftaler - ja, faktisk med alt, der vedrører tid! Jeg fatter ikke, hvordan noget som helst levende væsen er i stand til at kunne klarer alt det der kræves på 22 timer - inklusiv søvn! Eller, måske er jeg den eneste, der har opfattet, at universet har ædt de to timer.

Tid er egentlig noget mærkeligt noget. Da jeg var barn, gik tiden alt, alt for langsomt, og jeg kunne slet ikke vente på at blive voksen. Nu er jeg blevet voksen, og pludselig flyver tiden afsted! Jeg er endda nået så vidt, som til at overveje ikke at pille julepynten ned, for inden man får set sig om, er det jo bare Jul igen... For pokker, hvor ville jeg nogen gange ønske, st tiden stod stille. Bare et enkelt øjeblik. Bare lige så, jeg kan nå, at elske mine børn en lille smule bedre. Så jeg kan være i øjeblikket, lige nu, og mærke, at selv om jeg i bund og grund er en sur kælling, så kan jeg indimellem godt føle en lille flig af lykke...