Det umenneskelige menneske

Blev vred idag. Blev faktisk så forbandet vred, at mit hjerte gik i ikke mindre end tusind stykker. Et billede af et lille barn med tophue på, der bliver trukket livløst op fra havet.

Han var ikke alene. 700 mænd, kvinder og børn mistede livet. Havet blev deres grav i jagten på et bedre liv i fred, uden krig og angst.

Tanken om, at skulle sætte sin lid til menneskesmuglere, der kun tænker på ussel mammon og ikke sikkerhed for de, der lægger deres liv i deres hænder, finder jeg fuldstændig ubærlig. Tænk, at være så angst, så bange, at man må flygte for at sikre sig selv og sine børn en bedre fremtid. Tænk, at blive stuvet sammen som en flok dyr på et fartøj, der på ingen måde er designet til at fragte så mange mennesker. Tænk, at flygte i ly af mørke, aflevere alle sine ejendele, forlade sit hjem og begive sig ud på en usikker færd i håbet om noget bedre. Tænk, at opleve, at den smule håb man har i hjertet, bliver vendt til mørk og dyster frygt, når vandet begynder at sive ind i båden. Tænk, at høre de paniske skrig, fra de mange hundrede mennesker der omgiver en, mens man krampagtig holder fast i sin lille to-årige søns hånd, og forsøger, at berolige ham med vuggevisen, der tidligere fik ham til at falde til ro. Tænk, at mærke den lille hånd give slip, blive trukket væk, mens man panisk griber ud i intet i det kolde vand. Tænk, at høre sit barns hjerteskærende skrig, før vandet fylder hans mund, lunger og lille krop med vand, så skriget bliver kvalt, forvandlet til bobler, forvandlet til ingenting, mens man selv mærker, hvordan livet ebber ud.

Se, det er der nogle såkaldte mennesker, som finder ganske fortrinligt! "Så er der 700 færre munde at mætte i Europa", siger de, og laver jokes om hajer og andet godt fra havet, som nød godt af tragedien.

Og så er det jeg bliver vred. Ikke bare almindelig vred, men fuldstændig afsindig rasende! Så rasende, at jeg får lyst til at skrige det ud i mørket.

Hvordan kan man kalde sig selv mor, far, onkel, søn, datter eller sågar menneske, hvis man kan tiljuble en sådan tragedie! Og her er det Jesus lige må stå mig bi, for var det ikke noget med, at dele brød, at dele vin, at dele kærlighed? At give de ly, der har brug for det?

Et hadets tæppe er trukket op over Europa. Et tæppe der kvæler enhver medmenneskelig gnist. Et tæppe der får os til at tiljuble uskyldiges død. Et tæppe, der får os til at lukke os sammen i vores nynazistiske og asociale sammenhold, som CV Jørgensen, så smukt udtrykte det.

At kalde sig menneske og hade andre mennesker så meget, gør en til et UMENNESKE!